Vores venskab er anstrengende, hvad gør jeg?

Hej Ninna

Jeg står med et større dilemma i mit liv, som jeg ikke har stået over for før. Jeg er meget på bar bund over, hvad jeg skal gøre, og om jeg overhovedet skal gøre noget. 

Jeg skal prøve at gøre det så kort som muligt. 

 

Det drejer sig om, at jeg for omkring 6-7 år siden for første gang møder en af min kærestes venner og hans kæreste. 

Kæresten, som jeg i dette tilfælde kalder for Lea (for hendes skyld), er i starten meget flink. De her lige fået deres første barn, og vi mødes tit, bare mig og hende i starten af vores “venskab”. 

Som jeg efterhånden lærer hende bedre og bedre at kende, begynder jeg at lægge mærke til nogle meget besynderlige ting ved Lea. Ikke fordi man ikke må være anderledes, men det er nogle ting, som jeg finder ret stressende og ubehagelige. 

Jeg har oplevet, at jeg har gået en tur med hende, hvor hun møder en bekendt på vejen. Kvinden, vi møder, virker meget oprevet, og Lea spørger hende, hvorfor hun aldrig ringer eller skriver til hende mere, hvorefter kvinden svarer grædende, at hun næsten lige har mistet sin far. Lea siger ikke så meget til det, og vi går videre på vores tur. Da vi er kommet et stykke væk, udbryder Lea meget alvorligt: “Det er løgn det med hendes far, hun siger det sikkert bare for at have en undskyldning for, hvorfor hun ikke har snakket med mig i noget tid.” 

Jeg bliver meget chokeret over hendes udmelding og bliver lettere sur over, at hun kan finde på at sige sådan noget. 

I tiden op til nu er tingene kun blevet værre med Lea. Det er utroligt stressende og svært at være sammen med hende, da man hele tiden får stillet mærkelige spørgsmål. Hun afbryder, når man snakker, er åbenlyst racist og kritiserer alt og alle. 

Hun er meget mistroisk over for alle; også mig. Jeg har flere gange fået en røffel over sms, fordi at hun f.eks mener, at jeg på daværende tidspunkt “stjal” mit arbejde som pædagogmedhjælper fra dem, der var pædagoger. Det kom helt uden kontekst. 

Hvis vi ikke kan komme til et arrangement, hun holder, bliver jeg altid udspurgt om, hvorfor vi ikke kan komme, også selvom vi f.eks. har en anden fødselsdag, vi skal til. 

Og sådan bliver det ved. 

Jeg kunne skrive mange flere eksempler. 

For mig er et rigtigt venskab fyldt med gensidig respekt, at man kan have det rart i hinandens selskab, og at man er fortrolige med hinanden. Ingen af disse ting får jeg igen fra Lea. 

Jeg har de sidste par år taget mere og mere afstand fra hende, da jeg kan mærke, at dette ikke er noget sundt forhold for mit vedkommende. Det tærer mig for energi. 

Problemet er, at hendes kæreste og min kæreste er gode venner, så jeg kan ikke bare “cutte” hende helt ud af mit liv. 

Hvordan skal jeg håndtere alt det her? 

Skal jeg konfrontere hende? Skal jeg bare lade som ingenting og bide i det sure æble, når vi er sammen?  

 

Jeg håber, at du kan gøre mig lidt klogere på hele den her situation. 

Mvh 

Katja