Mit aftryk

I dette snevejr sættes mit aftryk ….

Det er så flot med den hvide sne og på barnlig vis elsker jeg den friske sne, hvor jeg kan være den første til at sætte mit fodspor.  For her i sneen er det sjovt, nemt og helt ligegyldigt.

Imens jeg gik rundt i sneen og satte mit aftryk kom jeg til at tænke på andre situationer, hvor jeg er den første der sætter mit aftryk – ”fodspor”….. Dem er der ikke så mange af, som jeg gerne vil have.

Det med at være den første, der gør noget nyt, og hvor alle andre ikke allerede er og har været, er på én gang skræmmende, spændende, vildt, nyt og helt uoverskueligt.

De gange det er sket, har det da også rykket i mig på godt og ondt, men det har altid været lærerigt. Jeg får lyst til at skrive noget klogt med, at jeg ikke ville være det foruden osv, men det passer ikke helt. Nogle ting ja, men ikke det hele.

På dage, hvor jeg ser ting i et større perspektiv giver det ret meget mening. at der skal være et aftryk i verden fra mig.

Jeg kan noget! Det lyder fedt inde i hovedet. Men det kræver styrke at holde fast på den overbevisning.

Mange ting og tanker kan skubbe til den overbevisning og lade hverdagen suse afsted, og være den samme som i går.

Og det er måske også godt nok. Men så længe jeg siger ”måske” og ”godt nok” er det for mig, ikke helt nok.

Så jeg fatter mod – hanker op i mig selv og træder usikkerheden godt og grundigt ned i jorden.

Tror jeg…..

Følg med her på bloggen og læs ”Hverdagstanker”.  Om alt det der fylder. Stort og småt og alt det midt i mellem.